For en uge siden tog vi en spontan beslutning. Og i går fløj vi så afsted på vores første ferie som familie på 3.

Imellemtiden har vi haft travlt med at få gjort Karl-Peter bemyndiget til at rejse – og at få lavet et pas er ikke bare lige sådan. Det kan være rimelig udfordrende at få taget pasfoto af en lille trold på fem uger, som højst har øjnene åbne 10 sekunder ad gangen hver fjerde time. Damen i fotobutikken var dog rimelig erfaren udi rangle-opvågningsteknikker, og det lykkes os at få skudt et billede af tyksakken.

Udover billede skal der også indhentes underskrifter i tide og utide til formelle papirer fra en arbejdende far, og for at det ikke skal være løgn kræver indrejse i Østrig også, at barnet er navngivet. Han har jo et navn – Karl-Peter – men vi var ikke endeligt afklaret omkring efternavn, men det skal jeg da lige love for, at vi blev med kort deadline. På den måde kom jeg til at lære det lokale kirkekontor rigtig godt at kende, og jeg er nu blevet introduceret til baby-salmesang og sognets andre aktiviteter. Jo jo et barn giver nye interesser og en udvidet horisont 😜

Nå, men lang historie kort – vi fik passet og var dermed i stand til at flyve på skiferie med bassen. Hele min familie havde allerede indfundet sig i Østrig og regnede selvfølgelig ikke med vores selskab, da vi netop er blevet forældre. Det skulle dog ikke være en hindring, og med en lille dreng, som vi forudser bliver den næste Alberto Tomba, er det jo bare om at komme afsted så tidligt som muligt (nogen der sagde pacende forældre…?!?😜)

Det første rejseeventyr startede bedre end forventet – flyveturen til Salzburg og den efterfølgende bustur til Zell am See gik i næsten sovende tilstand for baby, og det tager vi som et sikkert tegn på, at vi har fået os en lille eventyrer 🙏

Vi er allerede igang med at snakke om næste rejse, men inden da vender jeg snart stærkt tilbage med beretningen om, hvordan min familie reagerede på vores pludselige tilstedeværelse i de østrigske alper… Og det indebærer stone faces og overraskede grimasser 😂