Der er noget, jeg har glemt at fortælle…

IMG_6806Min fine ring i rosé guld med brillianter er speciallavet hos Guldsmed Hingelberg i Aarhus (som desværre lige er lukket). Jeg har arbejdet der flere år under i min studietid, så min lille drøm om at få min kærlighedsring derfra nåede heldigvis at blive opfyldt.

… og det er ikke, fordi jeg ikke har ville eller glemt det. Det er faktisk ret store sager. Jeg skal sgu GIFTES! Sådan rigtigt i kirke og alt muligt. Faktisk så er jeg gift, men det lægger jeg ikke så meget i. Ja, det lyder måske lidt forkert, men Lasse og jeg tog en spontan beslutning tilbage i marts, da vi som nybagte forældre mente, at vi måtte have styr på det juridiske. Derfor gik vi en skøn vinter lørdag ind på Københavns Rådhus og sagde ja og ja og fik styr på papirerne. Jeg skrev faktisk om det her på bloggen, fordi jeg alligevel følte, at jeg var nødt til at markere dagen, men ingen måtte vide, hvad vi havde lavet. Vi fortalte det først til vores nærmeste ca. 1 måned senere til Karl-Peters barnedåb. Nu skal vi så giftes – sådan for real. Det er noget helt andet for mig end rådhuset, og jeg er så glad for, at vi gør det på denne her måde. Det føles helt rigtigt for mig. Nogle ville måske synes, at vi har taget glæderne på forskud, men i vores verden er de bare delt op, så ja’et i marts var af juridisk karakter, og ja’et, der (forhåbentligt) venter til næste marts er af kærlighed.

Har han så friet og alt muligt? Ja og nej. For Lasse er ikke typen, der køber røde roser og falder ned på knæ et romantisk sted og siger de helt rigtige ord. Det havde jeg måske faktisk lidt drømt om, hvis jeg skal være ærlig og så alligevel. For jeg vil allerhelst have ham, som han er, og ikke gøre ham til noget, han ikke er, for at stille mig tilfreds. Og så siger han sådan for det meste de rigtige ord 😉

Snakken, som førte til bryllup og giftemål, skete tilbage i februar i år – på vores fantastiske skiferie til Østrig med en fem uger gammel baby. Så det der med at det ikke fandt sted et romantisk sted er jo lidt løgn. Nå, men her kom til vi ind på emnet, og Lasse sagde; “skal vi ikke gifte os?”. Det er vel lidt som et frieri, ik – eller hvad? 😉 Jeg sagde JO – jeg vil elske at være gift med dig, men hvordan? Han mente bare nu og her, og det kunne jeg ikke lige forlige mig med. Så efter at have gået nogle uger og funderet over det, fandt jeg frem til at det kunne vi da ligeså godt gøre. Vi elsker jo hinanden, har fået en baby sammen og ved, at vi skal være sammen for resten af livet. Så jeg kom op med en løsning. Uden Lasse egentlig vidste det. Jeg planlagde tid på København Rådhus og fik lokket nogle NEM-id tal ud af den distræte mand og fik på den måde gjort alt klar til at vi bare kunne svinge forbi rådhuset og sige ja. Jeg fortalte Lasse om min lille surprise og endelige beslutning dagen før dagen, og som han nu engang er, var han frisk og tog det hele helt afslappet. Aftalen var så, at med et “juridisk og praktisk” ja, fulgte et romantisk og festligt JA senere med kirke, fest og hele pivtøjet. Sådan gik det, at vi nu egentlig er gift, men har inviteret til stort bryllup til næste år. Og jeg freaking glæder mig. Har aldrig været pigen, der drømte om et stort prinsessebryllup – jeg vil bare gerne være flot, have en fest og være sammen med alle dem, jeg holder af. Hvornår er det lige, man igen får muligheden for at holde en kæmpe fest med alt, hvad det indebærer?!

Så nu vi er igang med de mange forberedelser. Invitationen er ved at blive designet og lavet. Forhandlinger med stedet er ved at blive lukket. Kjolen er sgu i hus. Ja, sejt nok, ik. Jeg var forbi Vintage Bride på Frederiksberg, og den allerførste kjole jeg prøvede var KJOLEN! Den er så fin, enkel, flot og lidt fræk, vejer ingenting og ligner en million. Den er fra mærket Claire Pettibone, og så skal jeg vist heller ikke afsløre mere! Igen er jeg ikke pigen, der drømmer om en stor marengs, og som har behov for at prøve tusindvis af kjoler – denne her var bare rigtig, og så er der ikke meget mere pjat med det! Glæder mig så meget til at have den på en hel dag og give den gas på dansegulvet. Nå, det blev til en lang historie om bryllup, men så stor en ting skal jo også have lov til at fylde lidt.

I år på datoen 15.3.2014 sagde jeg JA til den mand, jeg vil leve med resten af livet, og næste år i præcis omvendt talrække den 14.3.2015 siger jeg så sådan rigtigt JA med de vigtigste mennesker omkring mig, og med alt hvad det indebærer af fest, kærlighed, dans og drinks!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s