Vi har tilbragt hele dagen i skoven. Inde midt i den flotteste grønne skov ved Moesgaard syd for Aarhus ligger den mest fantastiske og idylliske restaurant Skovmøllen. Her fejrede vi navngivningen af Karl-Peters fætter Johan. De to drenge er nærmest lige gamle – Johan fører dog an med 1,5 døgn født d. 13. januar. De to gutter kom begge noget for tidligt til verden, og når man tænker på, at de havde forventet ankomstdag i hhv. februar og marts er det lidt skørt, at de nu næsten deler årsdag – i januar! Men det er hyggeligt. De to vil følge hinanden fra nu og frem i livet – side om side❤️
De to fætre – en i hver sin fars arm. Lasse med Karl-Peter og Andreas med Johan
Johan blev fejret omringet af den nærmeste familie, den smukkeste grønne skov og med en stærk sol strålende ned over os! Frokosten var helt i særklasse og øllene isnende kolde. Kunne ikke være en skønnere dag og et bedre sted at fejre sådan en lille mand og det fine navn!