Jeg er taget til Venice Beach. Bare lige for en dag. Sidder og nyder minderne fra vores tur fra San Francisco over Los Angeles og til Las Vegas for ca. 1,5 år siden i november 2012. Ti dage i cabriolet ned over den smukke vestkyst i USA. Jeg elsker det land. VI tilbragte Thanksgiving på Venice Beach i LA. Det lækreste sted. Her kunne jeg godt bo. Jeg har aldrig før været i en storby, som var så stille som på Thanksgiving. LA var en spøgelsesby, alle tilbragte dagen med familie og venner, og vejene var helt tomme. Vi følte, at vi var de eneste på de tresporede veje gennem byen – som at være i en hjemsøgt by i Hollywood-film. Så vi søgte mod stranden som alle andre for ikke at blive helt skræmte over tomheden, og her var der liv.
På med løbeskoene og afsted. VI løb ikke sammen – det er vi ikke så gode til! 😉
Her kom Lasse. Tænk at bo lige her ud til havet i ca. 20-30 gr. året rundt. Jeg var og er solgt – og vil meget gerne tilbage!
Det fede ved Venice Beach er farverne, mangfoldigheden, menneskerne. Den lange strandpromenade ligger ligesom scene til alle de mange aktive (som jeg elsker at glo på… i USA er der jo ligesom ingen jantelov, og man kan føre sig frem og skille sig ud som man vil – det er virkelig skønt!), der er boder og butikker, fattige der tigger, rige der cruiser i åbne vogne, kunstnere der maler streetart, fyre der spiller basket, og piger der fører sig frem med silikonebabber.
Og så kan man jo ikke undgå at få lidt flashbacks til Baywatch med denne her strand og livredderhusene. Hvis jeg boede her, ville jeg genoptage min fortid som livredder… og smide hæmningerne og kaste mig i den røde badedragt! Hehe det kan jeg jo sagtens sige, for det kommer jo aldrig til at ske alligevel 😉
Her kunne jeg godt have arbejdsplads 🙂Venice Beach er virkelig et besøg værd. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men jeg er vild med stedet, der indeholder så meget in the city of dreams.
PS. Min intention er at lave et rejserelateret indlæg min. én gang om ugen. Jeg samler alle rejseindlæggene under “Rejser” i menuen.