Jeg har lige en af de dage, hvor jeg tænker tilbage på gode, store, alvorlige, sjove og vigtige tider. Og det har fået mig til at tænke på store beslutninger, Lasse og jeg traf for præcis et år siden. Det er nemlig et år siden, at vi var ude og se vores nuværende hjem og på meget kort tid besluttede at købe lejlighed på Amager – det har vi ikke fortrudt – selvom det egentlig ikke lå i kortene, at vi skulle KØBE bolig. Men, men man har vel et standpunkt, til man tager et nyt, og det her virkede helt rigtigt, både økonomisk og mentalt! Inden for én måned havde vi sagt ja, skrevet under, optaget lån!!!, pakket gammel lejlighed, malet og lagt gulv i ny lejlighed og flyttet ind. Det er vist sådan, vi – eller særligt jeg – godt kan lide det; når tingene bare sker og gerne inden for rimelig tid, så man ikke skal gå længselsfuldt og vente.
Vores nye hjem i gamle klæder – dejligt da “solgt-skiltet” kom på annoncen! Deal closed!
Inden vi flyttede ind i lejligheden med egen kæmpe terrasse og stor, fælles have, tog vi en tur til Berlin og fejrede med tapas, shopping, hotelhygge. Det var også her, vi havde nogle gode og lange snakke om fremtiden, som jo var begyndt at forme sig lidt i redebyggeri med købet af lejligheden. Og jeg havde netop skiftet job. Shit, det var egentlig en foranderlig tid. To måneder senere stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden – det var fantastisk!Foran hotellet – på vej på shopping 😉
Sød fyr på tapasbar 😉
En glad, nykåret boligejer på tapasbar i Berlin
Udsigten fra mit “nye” job på Christianshavn – ikke dårligt!
To streger der skabte stor, stor glæde – og for syv uger siden resulterede i lille Karl-Peter 🙂
Foråret 2013 gik fra stor frustration om fremtiden i form af udfordringer og store beslutninger omkring bolig, job og familieforøgelse til stor lettelse og overskud, hvor der var blevet ændret på alle tre punkter – ny bolig, nyt job og en baby i maven. Det var en god tid!