Lørdag er min yndlingsdag – helt og aldeles! Weekenden er lige begyndt, du har to fridage foran dig, du kan sove længe (hvis du ikke havde en baby, der skulle have mad!!!), du kan tage dig god tid ved morgenbordet, dagen er helt fri til at gøre præcis det, du allerhelst vil, og du kan være sammen med lige præcis dem, du har lyst til.
Min lørdag har opfyldt næsten alt dette. Jeg har sovet lidt længe (til kl. 8 – yay 😉 efter tre madrunder i nat), jeg har læst Berlingske og drukket kaffe, lavet friskpresset juice og spist æg og boller ved morgenbordet, jeg har fået et laaaaaangt bad, og jeg har hængt ud med kæreste og baby og søde venner. Og når man så pludselig har fået børn og skal lave noget uden for hjemmets fire vægge er en gåtur i det friske vintervejr et hit. Vi brugte derfor eftermiddagen på gåtur i Frederikberg Have – et virkeligt dejligt sted, som mest byder på løbere eller barnevognsgængere. I dag var jeg glad for at kunne spankulere med barnevognen, selvom alle løberne gav mig lidt dårlig samvittighed. Måske jeg skal begynde at få ekstra motion på lørdags- eller bare hverdagsprogrammet?!?